IT-kvinders blog når målet for bog-projekt

Nærmest lykkelig i nørdland” er bloggen bag et medie-projekt der forsøger at få folks øjne åbnet op overfor mulighederne for kvinder indenfor de såkaldte “hårde” fag som naturvidenskab og IT. Det er altså ikke nødvendigvis gymnasie-piger man forsøger at nå med dette tiltag, men snarere deres forældre. Jeg kan da også huske et indlæg i ComputerWorld for et stykke tid siden som netop handlede om at mødre er “farlige” for at få piger og kvinder interesseret i IT og naturvidenskab.

Bag projektet står den kendte IT-journalist samt blogger Dorte Toft (som bla. blogger på Toften og Business.dk) og Annette K. Nielsen.
Hovedformålet med projektet er at udgive en bog med interviews med en række kvinder indenfor IT, som på den måde kan fungere som rollemodeller for andre kvinder. Det er naturligvis ikke gratis at redigere og udgive en sådan bog, og netop i dag er det lykkedes projektet at samle sponsorer blandt landets større IT-virksomheder. Tillykke, det skulle nu altså være muligt for Dorte og Annette at realisere bog-projektet …

Måske det var oplagt at lave et samarbejde med IT-natten, som løber at stablen d. 6. februar, hvor en lang række danske IT-virksomheder og uddannelser slår dørerne op for interesserede unge. PS : IT-natten har også et RSS-feed.

Overskrift.dk: Nørdland, IT natten


2 Comments

  • Dorte Toft

    28. januar 2008

    Umiddelbart så tror jeg at IT-Branchens egne aktiviteter hører bedre hjemme på IT-natten, idet de retter sig mod de unge, mens vi retter os mod de unge pigers mødre og fædre, samt andre voksne, der påvirker deres uddannelsesvalg.

    På den anden side bør man måske få en ansigtsløftning eller to, så man kan blande sig med de unge og lære lidt mere om deres tanker:-)

  • Anja H. Lund

    28. januar 2008

    Som projektleder på it-natten og ansat i brancheforeningen IT-Branchen glæder jeg mig over dette initiativ og til at læse denne bog.

    Vi ved fra arbejdet med it-natten at “mor” betyder så meget for de unges uddannelsesvalg. Jeg har fået rigtig mange mails fra mødre, der ville høre hvad Erik på 17 kan blive indenfor it…

    Vores andre aktiviteter i IT-Branchens udvalg Unge i IT-Branchen er også mest rettet mod de unge selv, så det er så positivt at andre tager den anden vinkel – det er lettere at løfte i flok og denne udfordring er så vigtig for vores fremtid.

Comments are closed.