Farvel #kv13, stopper politikerne nu dialogen på nettet?

Det er efterhånden ved at være to uger siden, at de fleste af os, var nede og sætte kryds til regionråds- og kommunalvalg. Det er efterhånden også ved at være lidt tid siden, at Twitter har udvist interesse for #kv13 og lokalpolitikerne tweeter mindre og mindre.

Der var en enorm interesse for #kv13 på Twitter. På valgdagen var der næsten 10.000 tweets med hashtagget #kv13, men interessen er naturligvis stilnet af og den 01/12 var der kun 32 tweets med hashtag #kv13. Et stort, men også et forventeligt fald.

KV13-post-valg

Antal #kv13 tweets omkring valget d. 19. november 2013

Selvfølgelig kommer der et stort fald, når begivenheden er ovre, men hvad der er mere tydeligt er, at mange af de kommunale politikere har skruet ned for mængden af deres tweets. Var de kun interessede i at gå i dialog umiddelbart op til valget, og ikke bagefter?

En af de mere prominente kommunalpolitiker, Frank Jensen, er desværre et typisk eksempel. Han genstartede sin brug af Twitter, da han mente det var på tide med lidt valgkamp. Det gjorde han efter den 4/09/2013 efter to års pause!

Skærmbillede 2013-12-03 kl. 11.25.23

Det virker som useriøst brug af mulighederne for af gå i online dialog med vælgere og borgere. Twitter handler bl.a. om dialog gennem længere tid og er ikke udelukkende til at føre kampagne i en kortere periode.

Ganske som forventet falder Frank Jensens tweet-frekvens faldet efter d. 19/11, og det er meget sandsynligt, at den frekvens vil falde endnu mere. Frank Jensen er ikke alene – Der er mange andre lokalpolitikere der ikke udnytter den fantastiske mulighed de har lige nu, til at holde fast i online dialogen med vælgerne.

Benjamin Rud Elberth, digital chef hos Geelmuyden Kiese, gav under valgkampen gratis råd til samtlige interesserede kandidater på Facebook. Han lagde også stor vægt på, at d. 20/11 startede valgkampen til næste valg. Derfor skal man blive ved med at tweete, opdatere og indgå i dialog med de interesserede:

OG så begynder din valgkamp frem mod 2017 altså i dag! Stopper du med at tweete og facebooke efter valget, vil du blive mødt med hån, spot og spe fra undertegnede.

Grunden til, at så mange kommunale politikere ikke har brugt Twitter fordelagtigt er ifølge Astrid Haug, der er selvstændig digital rådgiver og ekstern lektor på Københavns Universitet, at mange kandidater har følt sig tvunget ud i det “nye” sociale medie:

Kandidaternes brug af sociale medier bar for manges vedkommende præg af at det var noget de følte de skulle have. De kom for sent i gang og kunne ikke aktivere dialogen i valgkampen. Dem der gjorde det godt, brugte sociale medier med personlighed og forståelse for at skabe relevans for brugerne.

Det er nu, at politikerne har muligheden for at fastholde især journalisternes opmærksomhed og dermed også den danske befolkning. Det findes dog kommunalpolitikere, der ikke er gået i stå. Faktisk er enkelte allerede begyndt af bruge hashtagget #kv17, hvilket tyder på, at de allerede er godt i gang med valgkampen.

Skærmbillede 2013-12-03 kl. 17.33.29Skærmbillede 2013-12-03 kl. 17.33.48Det skal blive spændende at se, om både Frank Jensen og andre kommunalpolitikere på Twitter følger Anette Gregersen og Lise Nielsons eksempel.


One Comments

  • Troels Runge

    4. december 2013

    Det er vel kun helt naturligt, at brugen af hashtag #kv13 falder, al den stund at valgkampen er overstået? Og der er forholdsvist lang tid til #kv17, også selvom det efterhånden burde være klart, at det tager tid, at etablere sig på sociale medier med nogen form for troværdighed.

    For mange politikere er sociale medier valgkampsredskaber, ikke dialogværktøjer. Det gælder ikke kun de, som var kandidater til #kv13. Det er en forholdsvis udbredt adfærd blandt danske politikere.

    Her er det indlysende, at for de mange kandidater, som stillede op til #kv13, er der hverken et strategisk eller taktisk behov for at kommunikere med vælgerne. Og hvis der ikke er noget behov, hvorfor skulle man så kommunikere? I særdeleshed, hvis man ikke blev valgt?
    Og netop fordi valgkampen er forbi, er det vel svært at fortænke de valgte politikere i, at være mindre aktive på Twitter, Facebook eller noget andet medie? Dagligdagen melder sig og der andre ting, som skal passes.

    Derfor må intensiteten og frekvensen komme ned i gear. Alt andet ville være overraskende.

    Det er naturligvis ikke argumenter for, at man skal undlade dialog på sociale medier, men situationen har ændret sig. Samtidig er vi (stadig) meget langt fra en politisk kultur, hvor man indgår i dialog på sociale medier. Det har #kv13 kun rykket meget lidt på, hvis noget.

    Der er politikere, der blev valgt, som har kommunalpolitisk sigte med deres tilstedeværelse på sociale medier. De kan have fordel af platformen i deres politiske arbejde og de kan være med til at fremme i en kommunikationskultur, hvor det er helt naturligt at gå i dialog med borgerne. Også på sociale medier.

    Men den forandring tager tid og det ville være trist, hvis konklusionen på #kv13 skulle være, at politikerne skulle fortsætte deres kommunikation med samme intensitet, frem for at skabe dybde i relationerne til borgerne. Og der er Twitter, med al respekt for Twitters øvrige kvaliteter, ikke den bedste platform for politikerne.

    Reply

Skriv et svar