Valg på Twitter: Samtaler om EU-valget er eksploderet!

I løbet af de sidste tre måneder er daglige tweets om valget til Europaparlamentet steget med mere end fem gange. To dage før valget på søndag den 25. maj er både journalister, politikere og vælgere i højeste debatgear.

Der er ingen tvivl om, at de sociale medier er slået igennem som en ny debat-platform til dette Europaparlamentsvalg, hvor der I måneden op til valgdagen gennemsnitligt har været mere end 540 tweets om dagen med det mest brugte hashtag #ep14dk.

Det er en stigning på 500 % siden marts og tyder altså på, at der er rigtig meget at tale om, især på Twitter. De traditionelle mediers indflydelse skal dog ikke underkendes i denne sammenhæng; mandag aften under TV2s livetransmitterede partilederdebat blev der sendt 1441 tweets med hashtagget. Det er det højeste antal på én dag, og viser tydeligt at det der sker på tv bliver afspejlet på de sociale medier.

Se udviklingen i brugen af  hashtaggene #ep14dk og #eupol her:

EP14dk-graf

Hvem snakker?

Der er mange stemmer i debatten, så for at blive klogere på hvem det er der snakker (mest), spurgte vi Troels Runge, freelance digital konsulent med speciale i politisk kommunikation og sociale medier, som blogger på digitalkommunikation.net. Troels står bag de to sider EP14DK på Twitter og Facebook, der oplyser om valget, og han overvåger den debat der udspiller sig i forbindelse med valget på de sociale platform.

En stor gruppe af dem der tweeter på #ep14dk er kandidaterne selv, og deres partisoldater, der driver dem frem med sympatitilkendegivelser og retweets.

“I gruppen af partisoldater er der både dem, der skriver navn og partiforhold i deres bio, men der er også rigtig mange der ikke skilter med, at de fx er medlemmer af et parti – så ved man måske kun at de støtter en kandidat, fordi man kan huske, at de tidligere har været ude at hænge valgplakater op for kandidaten”, siger Troels Runge.

Medierne fylder også godt i billedet, men ifølge Troels Runge er det i høj grad for at promovere deres egne valg-programmer, og det er også ofte her, at journalisterne selv kommer på banen:

Ole Ryborg sad i Kongelogen og tweetede under Demokratiets aften i Koncerthuset.

Også interesseorganisationer af forskellige slags lægger sig i strømmen på #ep14dk på Twitter. Mere eller mindre relevant for Europaparlamentet, så ser de deres snit til at placere et par velvalgte budskaber dét sted på nettet, hvor de ved, at der er mest koncentreret opmærksomhed fra magthavere og journalister i disse dage.

Et eksempel på hashjacking fra Socialpolitisk Forening.

 

Også organisationer, der har til formål at få folk til stemmeboksene – de unge, de udsatte og sofavælgerne – er begyndt at fylde godt i landskabet på Twitter.

Den sidste store gruppe er de ”almindelige mennesker”, der ifølge Troels Runge er delt op i mindre grupper; dem der stiller banale spørgsmål som ”hvor kan jeg stemme henne?” og går i dialog med politikerne om deres holdninger; de unge der tweeter om, hvor meget de glæder sig til at få mulighed for at stemme for første gang, og de kyniske, der mest går op i, hvor meningsløst det er at stemme, og som grundlæggende ikke tror på, at Danmark kan få indflydelse i EU.

Valgdag

Hvad kan vi så forvente at se på søndag? Ifølge Troels Runge ser vi det allerede i det små: Folk der tweeter, opdaterer og Instagrammer fra valgstederne. Hold øje med både #ep14dk , #stemfie og #valgfieOverskrift.dk  på søndag.