Roskilde Festival: Instagram giver os et kig ind bag teltdugen

Over 70.000 billeder på Instagram blev det til på ti dage. Dermed har  årets 131.000 gæster slået rekorden fra tidligere år i overlegen stil.

Vi har snakket med Instagram-ekspert Morten Nordstrøm for at finde ud af, hvad gæsterne og festivalen får ud af at skyde og dele det helt rigtige billede fra lejren eller koncerten selvom de koster dyrebare batteri-procenter på smartphonen.

Populær app

Der er gennemsnitligt lagt en tredjedel flere billeder op på det officielle festival-hashtag #rf14 dag for dag under festivalen i forhold til sidste år. Hvorfor hitter Instagram i den grad i år?

”Så vidt jeg kan se er der to overordnede grunde til at der er blevet lagt så mange billeder op i år. For det første er der langt flere danskere der bruger Instagram i år i forhold til i 2013. Vi har ikke de officielle danske tal, men de seneste tal jeg har set viser, at der var omkring 450.000 brugere sidste år, og at det tal er steget til mere end 750.000 i år.”, siger Morten Nordstrøm.

RF14 tag ved gangbro
Overalt på årets Roskilde Festival var hashtagget #rf14 tydeligt. Her på gangbroen ved Trinbrættet.

Den anden grund er, at Roskilde Festival selv har meget fokus på at samle samtalen på sociale medier. ”Festivalen har selv en Instagram-konto, som de har været meget aktive på i de sidste par uger, og så har de arbejdet meget målrettet med at gøre deres officielle hashtag synligt, så folk hele tiden bliver mindet om, at det er her vi snakker med hinanden”, siger Morten Nordstrøm.

Udviklingen i billeder på Instagram med det officielle Roskilde Festival-hashtag i 2013 og 2014.
Udviklingen i billeder på Instagram med det officielle Roskilde Festival-hashtag i 2013 og 2014.

Vindue til verden

Men hvad kommer der så ud af det. Betyder det overhovedet noget for festivalen at både professionelle og amatørfotografer klikker tusindvis af billeder, lægger filter på, forfatter vittige captions og deler med deres venner og alle andre?

”Konkret så betyder det at festivalen kommer ud til folk, som ellers ikke er i den traditionelle målgruppe. Der er selvfølgelig også professionelle pressefotografer på arbejde, men de fleste billeder på #rf14 er fra helt almindelige deltagere, og dermed viser de en anden side af Roskilde Festival end du ser i fx Politikens gallerier – end side som er langt mere i øjenhøjde og lettere at relatere til for den almindelige festivalgænger”, siger Morten Nordstrøm.

Det massive udbud af flotte og skægge situationer, der bliver portrætteret øger også købelysten hos dem, der ikke allerede har fået det rød-blå armbånd på: ”Festivalen bliver vist frem for dem, der ikke er til stede – og det giver fx en som mig lyst til lige at tjekke prisen på en endagsbillet”, siger Morten Nordstrøm, ”det ser jo sjovt ud, og der er masser af flotte motiver, som jeg har lyst til at fotografere.”

#RF15

Hvad er udsigterne så for Roskilde Festivals tilstedeværelse på Instagram? Der er på skrivende tidspunkt allerede 239 billeder med næste års hashtag, #rf15. Kommer det tal til at slå rekord igen næste år?

”Ja, det kan jeg ikke se hvorfor det ikke skulle”, siger Morten Nordstrøm, ”der kommer hele tiden flere brugere til på Instagram, og når de først er blevet vænnet til at dele deres oplevelser, så vil de blive ved med at gøre det næste år også.”

Og hvad kan Roskilde Festival gøre for at arbejde endnu mere med at inddrage brugernes egne billeder? ”Jeg håber på, at Roskilde Festival vil være endnu mere aktive i forhold til at inddrage det  danske Instagram-community næste år. Det vil give dem mulighed for at nå ud til en meget bred skare, der ikke i forvejen følger festivalen på sociale medier eller kender hashtagget,” siger Morten Nordstrøm. ”Og så skal man huske at Instagram er et meget personligt medie – det bygger på autenticitet og på at vise din helt egen oplevelse, og det kan vel kun være godt at vise mere af det i Roskilde Festivals egen kommunikation også?”

Morten Nordstrøms favoritbillede fra Roskilde Festival 2014 er dette sort-hvide billede fra campingområdet taget af @bobbyanwar på Instagram.
Morten Nordstrøms favoritbillede fra Roskilde Festival 2014 er dette sort-hvide billede fra campingområdet taget af @bobbyanwar på Instagram.

Se live-kortet over Twitter og Instagram på Roskilde Festival her: overskrift.dk/roskilde

Kort over del af Roskilde Festival området med danske tweets og billeder.
Kort over del af Roskilde Festival området med danske tweets og billeder.

Om Morten Nordstrøm:
Specialist i visuelle og digitale medier i Folkekirkens Nødhjælp, freelancefotograf og blogger. Morten Instagrammer på mortenordstrom og blogger på http://mortenordstrom.com