Overskrift.dk på TDC Fly – blogs på mobilen

TDC FlyIgennem snart et år har vi arbejdet sammen med TDC, der for nyligt har relanceret sin mobilportal Fly. Side om side med andre mainstream mediers nyhedsstrøm i nyhedssektionen på Fly, kan du derfor nu finde de nyeste blogindlæg fra danske bloggere.

Overskrift.dk leverer altså en oversigt over de seneste blog-indlæg fra den danske blogosfære på Fly, og der er også indbygget blogsøgning, så man kan søge mens man er “on-the-go” på mobilen. Det er så endnu et godt argument for at pinge Overskrift.dk når man har skrevet et nyt indlæg på sin blog, for på den måde at komme med på listen over de seneste blog-indlæg – nu altså også på mobil-udgaven.

At TDC på denne måde sidestiller journalistisk udarbejdede nyheder med personligt og brugergenereret indhold fra weblogs er jo bare endnu et indlæg i den vedvarende diskussion om journalistik kontra brugerdrevet indhold.

 

Den danske blogosfære rundede jo også et skarpt hjørne forleden da Overskrift.dk passerede 100.000 danske weblogs! Så man kan vel godt sige at der efterhånden er opnået “kritisk masse” når det kommer til danske bloggere.

Fly er i dag spundet sammen med den allerede eksisterende mobiludgave af Overskrift.dk, som vi lancerede for næsten et år siden.

TDC har ligeledes indgået samarbejde med danske ZYB, hvis teknologi benyttes til backup for TDC’s mobilkunder.