Det største siden skiveskåret..web?

Med Microsoft Internet Explorer 8, kommer der tilsyneladende understøttelse af et nyt microformat – Web Slices (hSlice oveni hAtom). IE8 beta 2 blev frigivet for nyligt. Web Slices er ikke så hot igen – IE 8 beta 1 blev introduceret tilbage i marts måned, og der har hele tiden været slået på tromme for Web Slices fra Microsofts side. Modstandere mener at Microsoft prøver at skyde sig i foden og genskabe det rungende succes-vakuum, som Active Desktop efterlod med introduktionen af Internet Explorer 4 i 1997. Det lader dog til at løsningen denne gang er en anelse mere åben, og at der f.eks. ikke skulle være noget i vejen for at implementere Web Slices i andre applikationer (som f.eks. Firefox).

En Web Slice er muligheden for at abonnere på en del af et website. “Prototypen” er sat i drift på StumbleUpon og eBay, hvor det med IE 8 eller en speciel Firefox plugin er muligt at følge auktioner fra toolbaren i sin browser. Hvis du f.eks. vil følge din auktion, indrammes den af en speciel kasse når musen føres hen over auktionen, og du får mulighed for at følge den. Den tilføjes til din toolbar og når der løber nye bud ind, bliver teksten i din toolbar fed og du kan klikke på det for at se hvad der er ændret i en pop-up uden at skulle navigere væk fra det blogindlæg du er i gang med at skrive.

Der er perspektiver i det, til f.eks. at følge en bestemt begivenheds udvikling på fra dit foretrukne nyhedssite. Hvis bare jeg vidste hvor jeg skulle gøre af den nye toolbar…

Del indlægget med dit netværk:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.