Hvem er Danmarks 20 største virksomheder på sociale medier?

Hvilke virksomheder fylder mest i det sociale medielandskab, hvem er mest til stede, og hvem snakker vi om?

Overskrift har lavet et hurtigt dyk i sin database, for at afgøre hvilke danske erhvervsvirksomheder, der er størst på de sociale medier. Der er taget udgangspunkt i Børsens top1000-liste (kræver abonnement) over Danmarks største virksomheder målt på omsætning, men spørgsmålet er, om virksomhedernes økonomiske størrelse også hænger sammen med, “hvor store” de er på de sociale medier.

Der er trukket 3-måneders data fra Facebook, Twitter, Instagram, Youtube, blogs og fora og optalt antal mentions på de 1000 virksomheder. Metoden rummer naturligvis allehånde usikkerheder, men det store statistiske grundlag giver alligevel et interessant fingerpeg, og data er så vidt muligt renset for virksomhedsnavnes sammenfald med generiske ord, identiske personnavne eller deres anvendelse i irrelevante sammenhænge.

Og svaret er nej ….

Det ser bestemt ikke ud til, at virksomhedernes økonomiske størrelse har sammenhæng med deres SoMe-størrelse. Nærmere tværtimod.

Top20-listen over Danmarks største SoMe-virksomheder er vist nedenfor, og blandt de 5 øverste på listen finder vi tre virksomheder, Fitness World, DSB og SAS, der alle rangerer nede omkring nr. 400 på Børsens liste. Omvendt har kun fire af de øverste ti virksomheder på Børsens top1000 fundet vej til SoMe Top20-listen. Nej, det ser ud til at være helt andre parametre, der afgør størrelsen af omtalen på den sociale medier

(Om man dermed omvendt kan konkludere, at en stor tilstedeværelse på de sociale medier ikke giver sig til udslag i omsætning og indtjening, vil vi lade op til efterfølgende diskussion.)

Folket og forbrugerne giver store tal

Ikke overraskende er det helt afgørende, om virksomhederne har mange forbrugerkunder og nyder stort kendskab (og popularitet) i brede grupper af befolkningen, således at store menneskemængder “taler meget” om dem, på de sociale medier.

Det gælder således store trafikselskaber, som DSB og SAS, forlystelsesparker som Tivoli og Legoland, de store banker og ikke mindst føde- og forbrugsvarevirksomheder som LEGO, IKEA, Carlsberg, H&M, Arla, Magasin og Coop (Dansk Supermarked er overraskende nok ikke på top20, selvom de er nr. 10 på Børsens liste, men Coop er nok et mere kendt og mundret brand).

Efter denne logik burde tele- og forsikringselskaberne også være repræsenteret på top20, men her finder vi kun Alka, og dette er næsten udelukkende som følge af deres engagement med Alka Superligaen. Er telefoni og forsikring måske for kedeligt til sociale medier?

Og b2b-virksomhederne er modsat ikke særlig synlige på de sociale medier, hvor f.eks. Novo, ISS, Vestas, DSV, som er blandt de ti største virksomheder i Danmark ikke figurerer på top20, men rangerer omkring nr. 40-50 sammen med f.eks. Danfoss og andre store industrivirksomheder. DSV rangerer helt nede som nr. 79 på linje med Siemens og Grundfos.

Organisationerne hjemland

Til sammenligning er der i analysen medtaget en kontrolgruppe af 20 større erhvervs- og brancheorganisationer. Og her fremgår det klart, at organisationerne fylder mindst lige så meget, som de allerstørste erhvervsvirksomheder. FOA, FTF og 3f er alle blandt de ti mest nævnte, og FOA ligger helt i top og nævnes således mere end LEGO, hvilket dog nok til dels er hjulpet på vej af samtalerne om overenskomstforhandlingerne.

Men også andre organisationer som DBU, Kræftens bekæmpelse og Hjerteforeningen ligger højt på listen, og her har vi blot medtaget et lille udsnit af organisationerne. De sociale platforme er tydeligvis organisationerne hjemland, hvor de “markedsfører sig” og har deres diskussionsforum.

Forskel mellem platformene

For organisationerne er Twitter naturligt den vigtigste platform, men dette gælder også for virksomheder som LEGO, DSB, SAS, H & M, Carlsberg og Danske Bank. Det er klart, at de mange hurtige tweets fylder meget i analysen, men Facebook fylder også meget for alle virksomhederne og ikke mindst for Fitness World, IKEA, Postnord, Magasin og Nordea.

Instagram er den store platform for fritids- og forlystelsesvirksomheder som Tivoli, Legoland og Garmin, hvor folk poster billeder af deres tur i forlystelserne eller deres løbeture. Men Instagram fylder også forbavsende meget for virksomheder som LEGO og IKEA.

Aktiv del af markeds- og kundedialogen

Når Twitter fylder så meget for virksomheder som LEGO, DSB og SAS hænger de i høj grad sammen med deres egen anvendelse af platformen som en vigtig kanal for deres kundeservice og kundedialog.

SAS kommunikerer direkte på Twitter om særlige tilbud, Eurobonus mv., ligesom DSB på @omdsb kommunikerer om togtrafikken, håndterer kundehenvendelser, klager mv. Lego er massivt til stede både på Instagram og ikke mindst Twitter med en række profiler, @lego_group, @legoideas, @legocreativity @legobrigheardz m.fl., hvor Lego kommunikerer med sine fans om film, leg og kreativ anvendelse af lego.

Fitness World bruger Facebook særdeles aktivt som markedsføringskanal, hvor særlige tilbud på træning, proteindrikke, udstyr mv. kommunikeres aktivt fra alle deres lokale afdelinger og centre, og har følgelig en massiv tilstedeværelse på denne platform.

Der står helt klart, at virksomhedernes egne kanaler og aktive anvendelse af de sociale platforme er afgørende for deres synlighed og presence på de sociale medier.

Virksomhed Antal omtaler i alt Facebook-omtaler i alt Twitter-omtaler i alt Instagram-omtaler i alt Børsen liste-placering
LEGO 9046 1903 4483 2135 16
Fitness World 7355 7108 50 169 426
DSB 7016 1540 3449 666 53
Tivoli 6144 1929 1031 3064 494
SAS 5108 2199 2356 348 394
IKEA 4456 1522 1102 1694 124
Carlsberg 4367 1132 2172 978 8
Danske Bank 4015 1377 2107 96 2
H & M 3700 872 1734 1010 159
Postnord 3655 1889 913 80 81
Arla 3645 863 1448 958 6
Garmin 3431 553 148 2706 621
Legoland 3418 475 231 2662 597
Magasin 3198 1720 733 688 248
Nordea 3165 1260 1430 253 38
A.P. Møller-Mærsk 2997 704 1906 181 1
3M 2984 428 2257 256 808
Alka 2636 704 1454 365 198
Coop 2504 1405 784 184 15
BMW 2433 1239 734 400 823
Shell 2429 407 837 210 64
Organisationer testgruppe
FOA 9585 4413 4315 730 981
DBU 4916 1532 2649 622 991
3f 4790 3702 894 133 980
FTF 4607 989 3460 10 983

 

 

 

 


3 Comments

  • Lars Bøgelund

    5. juli 2018

    Det giver vel kun mening for en virksomhed at være aktiv på soliale medier, hvis virksomhedens målgruppe er det?

  • Jan

    18. januar 2019

    Interessant læsning og helt sikkert et område, der vil komme meget mere fokus på i fremtiden.

  • Rajesh

    22. august 2019

    Super! Godt sagt, Anders.

Comments are closed.